Culture leaves a footprint bæredygtig filmproduktion

Du sidder i biografens trygge mørke og bliver oplyst af filmens skær. Tænker du over, hvilke materialer, der er blevet brugt til at bygge settet? Hvor meget lys, strøm, hvilken slags catering? Hvordan produceren har fået støtte til at lave filmen eller hvor filmen er blevet optaget? (Hint: Det er ofte ikke i det samme land, som filmen foregår i…)

Der er stor chance for, at svaret er ‘NEJ’. Hvordan kan det egentlig være? Chancen for, at du tænker over, hvor meget kød du spiser, og husker at slukke lyset, når du går hjemmefra, er nemlig ret stor. 

I det her første indlæg – og velkommen til! – vil vi gerne introducere dig til, HVORFOR vi arbejder med bæredygtig medieproduktion, fortælle lidt om, HVAD det indebærer, og HVORDAN vores tilgang er.

Det kan også være, at være svaret er ‘JA!’, og at det er derfor, du har fundet vores blog. I så fald håber vi, at du alligevel har lyst til at læse videre og måske blive endnu klogere. Vi lover, at vi i fremtiden kommer til at nørde igennem her på siden.

HVORFOR SKAL VI ARBEJDE FOR EN BRANCHE I BEDRE BALANCE?

Det går kun én vej – og det er fremad

Der er endnu ikke danske tal for, hvor stort et aftryk en film sætter, men i Belgien udleder en gennemsnitlig filmproduktion ca. det samme som 10 husstande på et år. I Frankrig udleder den audiovisuelle sektor omkring 1 million ton Co2 årligt. Det svarer til at rydde næsten 12.000 fodboldbaner skov.

Co2 aftryk filmproduktion

co2 aftryk fodboldbaner

 

 

 

 

 

De manglende tal fra den danske branche er et godt eksempel på, at vi halter bagud i forhold til andre lande.

I blandt andet Frankrig, Belgien og Tyskland findes der allerede gode eksempler på omstillingen til en mere bæredygtig film- og medieproduktion. Der tales også om fælles standarder for støtte i EU-systemet, blandt andet i rammerne af initiativet Green Screen Europe.

Det er et problem, at underholdningsindustrien ikke er på den danske klimadagsorden. Hvis vi ikke tænker over, hvad vi som publikum og som branche kan ændre i praksis for at sætte et mindre aftryk, finder vi ikke de gode, kreative løsninger. Og det er ærgerligt, for det er først og fremmest omtanke, der kan gøre en produktion så meget billigere, både for klimaet, men også for producenterne.

With great power comes great responsibility

Man kan også prøve at stille spørgsmålet: Hvis andre brancher skal arbejde med bæredygtighed, hvorfor skal vi så ikke?

Alt for længe har der manglet omtanke på grund af pressede tidsplaner og budgetter. Der er så meget at vinde, både ud fra en simpel købmandslogik, og ud fra en anderkendelse af, at film og medier har en helt særlig rolle i samfundet. Levende billeder er med til at forme fortællinger om os selv og verden. Vi skal ikke sætte aftryk uden omtanke, og slet ikke, når det så godt kan betale sig at lade vær’.

Et par tankevækkende tal fra udlandet:

Arts Council of England har gjort det til et krav for bevillingen af deres fonde, at modtagerne bruger en Co2 beregner. I årene 2012-2018 betød det en besparelse på 23% i energiregnskabet og £16,5 millioner på budgettet(!).

I produktionen af The Amazing Spiderman 2, sørgede Eco Supervisor Emellie O’Brien for, at 72 ton madaffald og kompost blev sendt til genbrug, at 775 ton materialer undgik forbrænding, og at 49 ton set-konstruktioner blev videresolgt og doneret.

HVAD ER ‘BÆREDYGTIG MEDIEPRODUKTION’ SÅ KONKRET? 

Først og fremmest handler det om omtanke

En bæredygtig produktion er i bedste tilfælde selvfølgelig en produktion, der ikke påvirker miljøet negativt. Når det er sagt, er der lang vej til Co2-neutralitet. Der findes heller endnu ingen danske standarder for, hvad en ‘bæredygtig produktion’ egentlig er.

Men som film- og mediearbejder er der en lang række parametre, man kan skrue på for at anskaffe og afskaffe ressourcer ansvarligt. Omtanke i brug af plastik, strøm, valg af transportmidler, dagens menu.. Med andre ord, alt det, mange forbrugere allerede er i gang med.

ressources bæredygtig filmproduktion

Kreative løsninger og ansvarlige valg

Udover de interne faktorer, er der også eksterne faktorer, der kræver politisk handling. Det gælder for eksempel støttesystemer, der belønner, at produktionen flytter sig mellem lande og regioner. Konsekvensen er, at mange produktioner føler sig nødsaget til at flyve i tide og utide. Det gælder også i forhold til dataindsamling og udviklingen af fælles standarder.

De interne og eksterne faktorer er i samspil på den måde, at branchen kan tage valg, der støtter op om udviklingen af bredere løsninger på de eksterne udfordringer.

Ved at samarbejde på tværs af produktioner, kan vi for eksempel støtte op om udviklingen af cirkulær økonomi. Ved at vælge grønne, lokale leverandører, skaber vi større efterspørgsel. Ved at vise, at vi vil gå forrest og arbejde for nye løsninger, får vi udfordringerne på politikernes radar. Det er en udvikling, der er i gang i mange andre dele af vores samfund – vi skal bare hoppe forrest på toget.

VI ARBEJDER KREATIVT MED BÆREDYGTIGHED OG BÆREDYGTIGT MED KREATIVITET 

Vi producerer bæredygtigt og rådgiver andre i at gøre det samme 

Jordnær Creative producerer bæredygtig film og video, fordi vi elsker at skabe gode billeder, der ikke påvirker miljøet negativt. Og helst selvfølgelig positivt! Men udover at producere selv, er vores formål at miljørådgive produktioner, der gerne vil sætte et mindre aftryk. Vores Eco-Manager og Grønne Løbere sikrer, at produktionen nemt får implementeret bæredygtige metoder, uden at det koster ekstra tid og besvær. Gennem vores arbejde opbygger vi også en grøn leverandørdatabase, som vil gøre det nemmere og billigere at vælge ansvarligt i fremtiden.

Data, data, data! 

Vi er meget stolte af vores Co2 beregner KlimaKlappet, den første af sin slags i Danmark, som vi bruger til at afrapportere, og til at sikre de rigtige indsatser for fremtidige produktioner. Der er et stort behov for sådan en udregner, så vi kan finde ud af, hvor meget en dansk produktion udleder, og hvor vi bedst kan skrue.

Dataindsamling kan også være med til at sætte en prik på politikernes radar, og vi håber, at det bliver et værktøj, der bliver brugt over en bred kam i branchen. Ligesom man i andre lande allerede er flittige til at bruge Co2 beregnere på filmproduktioner.

Sharing is caring

Vidensdeling er for os en hel central af at løse udfordringerne i omstillingen, fordi vi kan lære så meget af de gode eksempler, der findes derude. Derfor har vi partnerskaber med initiativer i udlandet, blandt andet gennem Global Green Media Production Network. Det er også en af grundene til, at vi har startet bloggen, og en vigtig del af den måde, vi arbejder på. 

Ved at dele ud af erfaringer og ny viden, kan vi omstille bæredygtigt og alle blive klogere. På den måde bliver det kun nemmere med tiden, når flere – på tværs af industrier – finder og deler løsninger, der virker.

Selvom vores udgangspunkt er bæredygtig medieproduktion, står vi klar til at hjælpe alle grene af de kreative industrier. Mange af paramtrene går nemlig på tværs af produktionen af f.eks. film, TV, teater og festivaler.

Vi er her ikke for at løfte pegefingeren

Det kan være, at du ikke synes, at det er relevant for dig at blande film og TV ind i klimadebatten. Som publikum kan man måske synes, at det må være i orden at nyde sin popcorn i fred. Vi vil bestemt heller ikke tage den fra dig, vi vil inspirere, invitere og motivere dig, og gøre opmærksom på, at der er andre måder at gøre tingene på. Blandt andet vil vi gerne anbefale dig at snuse rundt på Green Film Shooting. Du kan også prøve at udregne dit eget Co2 forbrug hos Ren Sti

Vi vil altid prøve at være ærlige om udfordringer, sætte spørgsmålstegn og gå i dybden. Hvis du har gode idéer, spørgsmål eller input til os, eller hvis du bare er nysgerrig på bæredygtig medieproduktion: Find os på Facebook!